G. - fra Norge

Hvor længe har du tænkt på, at du gerne ville have et barn?

Siden 2008. Men måtte udskyde det, fordi min mor blev syg. Startede min rejse i 2012 via skype med StorkKlinik og første insemineringsforsøg i marts 2013.

Hvad var det første, du gjorde, da ønsket om at få et barn blev mere konkret?

Talte med min mor og far for at forklare mit ønske for dem. Spurgte min tante i Danmark, om hun kendte nogle gode klinikker. Talte også med en anden klinik i telefonen, men der var ikke en god kemi. Da jeg talte med jer i StorkKlinik, følte jeg mig velkommen, og jeg følte, at I tog mig alvorligt.

Hvorfor valgte du at gå i fertilitetsbehandling på StorkKlinik?

At få børn var mit største ønske. Jeg har altid ønsket mig en dreng og en pige. Storkklinik var min foretrukne klinik, og I virkede professionelle og seriøse.

Kender du dit barns sæddonor, eller er han anonym/åben? Og hvordan traf du den beslutning?

Jeg kender ikke donoren, og min sæddonor er åben og første gang, jeg IKKE selv valgte, blev det forsøg, hvor det lykkedes. I valgte, og i det forsøg lykkedes det (min 4. inseminering)

Hvordan reagerede venner og familie under og efter din fertilitetsbehandling?

Alle vidste, at jeg havde ønsket mig børn i maaange år. Der var INGEN negative reaktioner. Kun positive, og de fleste synes, at jeg er en stærk kvinde, fordi jeg turde udleve min drøm og gjorde de

Hvordan vil du beskrive atmosfæren på StorkKlinik?

Jeg kunne godt lide atmosfæren der. Rolige og smilende mennesker. Ingen problemer.

Hvilke ord synes du bedst beskriver personalet på StorkKlinik?

Smukke mennesker, rolige og smilende.

Hvem var din største støtte under fertilitetsbehandlingen?

Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen. Men min far, tante og en enkelt veninde var der, når jeg havde brug for at snakke om det.

I hvilken situation følte du dig mest fortrøstningsfuld, og hvornår oplevede du frygt og nervøsitet?

Jeg blev faktisk gravid næsten omgående sidste gang. Det var fredag den 1. november 2013. Jeg snakkede med en veninde og sagde: "Jeg tror, det virkede den her gang." Det var samme fornemmelse som første gang, men mere stille og roligt. Første gang tror jeg, at jeg var gravid, men mistede det, for de to gange indimellem mærkede jeg ikke noget. Så jeg følte mig mest fortrøstningsfuld den 14. nov., da jeg tog min første positive test. Selvfølgelig var jeg bange for at miste det, men jeg følte ikke rigtig nogen frygt eller nervøsitet. Så i uge 8, da min gynækolog sagde, at der var mere end en, sagde jeg bare: "Ja, ja... det skal jeg se, før jeg tror det." 2 for 1Jeg var lige blevet insemineret 4 gange, men det tog næsten et år på grund af nogle små komplikationer. Min menstruation udeblev et par gange og den slags småting. Jeg fik også røntgenfotograferet mine æggeledere og det gav mig virkelig håb, for jeg havde hørt fra nogen, at det kunne hjælpe. Og det var efter det, at de små haletudser slap igennem.

Kom du i kontakt med andre singlekvinder i samme eller en lignende situation, og hvis ja, har du så stadig kontakt til dem?

Jeg var meget åben omkring processen, så der var faktisk flere, der pludselig "kom ud af skabet". En pige, jeg havde gået i skole med, var i gang med samme behandling og fik også tvillinger (godt nok med AVF, men stadigvæk...) Hun er nok i virkeligheden den eneste, der forstår, hvordan det er at være alene med to hele tiden. Men jeg har ikke så meget kontakt til hende. Jeg ser mig selv som en "normal" familie, men der er stadig kun mig. Jeg får næsten ingen hjælp, men jeg klarer mig. Den bedste beslutning nogensinde.

Hvilket råd vil du give til andre singlekvinder, der er i samme situation som dig?

Du skal nok klare det. :) Vær åben. Du finder styrke i alle de mennesker, der synes, du er sej.

Hvordan adskiller fertilitetsbehandling af en singlekvinde sig (efter din mening) fra fertilitetsbehandling af et par?

Først og fremmest så består et par af TO personer. De kan bakke hinanden op. Det er virkelig hårdt at græde sig i søvn alene, når testen er negativ, så det ville have været rart med en at støtte sig til. Jeg havde en veninde, jeg kunne snakke med, men det er stadig ikke det samme. Og at man skal tage helt til Danmark (Jeg er fra Norge) for at få hjælp. Fred være med det, men det ville have været lidt nemmere, hvis jeg bare kunne være taget til mit eget hospital 20 minutter herfra frem for at køre 25 minutter til lufthavnen, tage flyet til Danmark og toget til København for at gøre det. Og så hjem igen.

Der er også mange flere spørgsmål til, hvordan man er blevet gravid og hvorfor, end når man er 2.

Da jeg fortalte folk om det på mit arbejde, så de bare på mig med store øjne og sagde ikke noget. Så jeg fortalte dem, at jeg var meget åben omkring, hvordan jeg gjorde. Hvis der var nogen, der havde spørgsmål, måtte de gerne bare spørge i stedet for at gå og tale om det bag min ryg. Så var der mange, der kom og spurgte. Det har jeg ikke noget problem med, men hvis man var i et parforhold, tror jeg ikke folk ville stille så mange spørgsmål.

Kom gerne med en udtalelse her, hvis du har en:

Jeg synes, det er fedt, at det her kommer mere og mere frem i medierne. Så bliver det forhåbentlig lettere for os, der ønsker at gå den vej. Jeg tror ikke, det er sværere at opdrage et barn alene end det er for et par.

Jeg vil aldrig fortryde min beslutning, selvom det er hårdt arbejde med søvnløse nætter. Jeg var så heldig at få tvillinger. En dreng og en pige. Jeg kunne ikke blive lykkeligere. Jeg elsker dem så højt, og de er snart 4 år gamle.

Tak til alle på StorkKlinik for at hjælpe mig og andre med at opfylde vores største drøm her i livet.